Partnervold er et omfattende samfundsproblem, som hvert år rammer tusindvis af kvinder og børn. 118.000 kvinder udsættes årligt for partnervold i Danmark, og omkring hvert femte barn vokser op i et hjem med vold. Partnervold er så udbredt, at næsten hver anden dansker har et personligt kendskab til den. Det er enten fordi de selv har levet i et voldeligt forhold, eller fordi de kender en, der har.
Partner Miya Akselgaard rådgiver Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og udtaler herom:
”Med pro bono-samarbejdet ønsker vi at bidrage med juridisk rådgivning og styrke retssikkerheden for de kvinder og børn, der udsættes for vold i nære relationer. Krisecentrene kan få helt afgørende betydning for de udsatte kvinder og børns liv – og det er en ”no brainer”, at vi vil hjælpe med juridisk bistand, men også formidling af det ekstremt vigtige emne.”
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er en non-profit organisation, der arbejder med forebyggelse af vold, krisecentertilbud, ambulant rådgivning og viden i relation til vold. Hvert år rækker mere end 1000 personer ud til organisationen for rådgivning og hjælp. Derudover får omkring 120 kvinder og deres børn årligt ophold på ét af organisationens krisecentre, fordi de er flygtet fra en voldelig partner eller familie. De børn, der kommer på krisecenter med deres mor, har også været udsat for vold, enten direkte eller ved at have været vidne til volden mod deres mor og søskende.
For mange kvinder har volden stået på gennem flere år, og de har været udsat for både psykisk, fysisk og seksualiseret vold. Samtidig ved vi, at det farligste tidspunkt for en kvinde i et voldeligt forhold er, når hun forsøger at forlade partneren. Risikoen for partnerdrab er størst i forbindelse med et brud og i de efterfølgende tre måneder. Partnerdrab udgør hvert femte drab i Danmark, og langt størstedelen af ofrene er kvinder.
Partnervold kan ramme alle, uanset baggrund, beskæftigelse og alder, men det er oftest kvinder, der udsættes. Kvinder er dobbelt så udsatte som mænd, og den vold, kvinder udsættes for, er også mere alvorlig, hyppigere og indgyder mere frygt. Derudover kan graviditet og fødsel være perioder, hvor volden begynder eller eskalerer.
Selvom lovgivningen i de senere år er blevet styrket blandt andet med kriminaliseringen af psykisk vold og stalking, oplever mange voldsudsatte kvinder fortsat, at det er meget vanskeligt at det kan være vanskeligt at få den beskyttelse og de rettigheder, der står i lovgivningen.