Klimabevægelsen har siden 2021 ført en retssag mod Transportministeriet og By&Havn for ikke at have lavet en fyldestgørende klima- og miljøundersøgelse af Lynetteholm-projektet ved Nordhavn i København.
Sagen verserer for Østre Landsret i første instans, fordi sagen er principiel
o:c repræsenterer Klimabevægelsen sammen med advokat Eskil Nielsen.
Klimabevægelsen har den 22. marts 2023 bedt Østre Landsret om at stoppe anlægget af Lynetteholm. Advokat Jonas Christoffersen siger:
”Lynetteholms betydning for klimaet er en kompliceret affære: Lynetteholm bliver anlagt ved at bygge en stenvold under vandet og helt til vandoverfladen. Stenvolden ligger et sted, hvor der strømmer meget vand igennem Øresund, fordi vanddybden er meget stor. Den vandgennemstrømning blokeres af stenvolden. Der kommer derfor mindre saltvand ind i Østersøen samtidig med at der løbende kommer ferskvand ind i Østersøen fra floder i andre lande. Derfor kommer der med tiden mindre salt i vandet. Førende eksperter mener, at mindre salt i vandet udsætter Østersøen for en risiko, blandt andet fordi der vil blive mindre ålegræs – bændeltang – i Østersøen. Da CO2 opsamles i planter, kan mindre ålegræs optage mindre CO2. Når ålegræsset dør, vil der derfor blive udledt CO2 i atmosfæren. Den risiko har man efter Klimabevægelsens opfattelse set igennem fingre med, så vi har bedt landsretten om at standse projektet, indtil det er afgjort, om anlægget af Lynetteholm er lovligt eller ulovligt på dette punkt.”
Transportstyrelsen har nedsat en referencegruppe af eksperter, der følger projektet. Eksperterne offentliggjorde for et par uger siden en række anbefalinger til udviklingen af Lynetteholm. Det blev blandt andet foreslået, at en løsning kan være at reducere omfanget af projektet. Det har også været undersøgt, om man skulle kompensere for blokeringen af vandgennemstrømningen ved af foretage en afgravning af havbund et andet sted.
Det er Klimabevægelsens opfattelse, at projektet blev vedtaget i strid med de gældende regler om høring af Danmarks naboer i Østersøen. Jonas Christoffersen forklarer:
”Der er i VVM-direktivet fastsat regler om, at Danmark skal give nabolandene forskellige oplysninger og inddrage dem i projektet, hvis et projekt kan have grænseoverskridende virkning. Da anlægget af Lynetteholm påvirker Østersøen, mener Klimabevægelsen, at Danmark burde have inddraget nabolandene, så det på et oplyst grundlag kunne deltage i en dialog om, hvordan man skal forholde sig til konsekvenserne for havmiljøet og i sidste ende klimaet. Klimabevægelsen ønsker, at anlægget skal stoppes, fordi projekt blev vedtaget i strid med de gældende regler.”
Klimabevægelsens pressemeddelelse kan læses her
Artikel fra Time kan læses her