”Lovfortolkning i Højesteret” skrevet af højesteretsdommer Oliver Talevski og konstitueret landsdommer Felix Holten Fröhlich er pligtlæsning for jurister, der beskæftiger sig med lovfortolkning, da enhver lovfortolkning må udføres med en ydmyg målsætning om selv at forudse, hvilket resultat Højesteret vil nå til, og fordi bogen med blot 150 siders tekst er sjældent oplysende og tilgængelig.
Indledningen indeholder en grafisk illustration af fortolkningsprocessen, der er god at få forstand og metodisk forståelse af, og som der sættes kød på i resten af fremstillingen. Del I behandler generelle fortolkningsprincipper, del II forarbejder og i del III præjudikater.
Den sproglige forståelse af lovens ordlyd og forarbejderne er ikke overraskende Højesterets primære fortolkningsprincipper. En del af fremstillingens kvalitet ligger i de praktiske anvisninger på, hvordan fortolkningsprincipperne gribes an, f.eks. omfatter kapitlet om den sproglige fortolkning betragtninger om brug af ordbøger, sproget på tidspunktet for lovens affattelse, kontekst etc. Andre eksempler er udlægningen af, hvad sekundære fortolkningsprincipper som reale grunde og øvrige faktorer egentlig indeholder, og ikke mindst tydeliggørelsen af, at Højesteret for det meste anvender disse fortolkningsprincipper som bekræftelse af det resultat, der allerede følger af de primære fortolkningsprincipper.
Forfatterne illustrerer deres beskrivelse af lovfortolkning i Højesteret ved gennemgang af især nyere højesteretspraksis.
Fremstillingen virker på mig udansk på den gode måde. Jeg har i al fald ikke tidligere læst noget nært beslægtet, hvilket måske heller ikke siger så meget. I indledningen omtales afdøde associate justice Scalia, der tilskrives den glimrende idé med, at hvert kapitel indledes med en sammenfatning i en sætning, som f.eks. “I lovfortolkningen indgår navnlig lovforslagets bemærkninger, udvalgsbetænkninger fra behandlingen i Folketinget og ministerens besvarelse af spørgsmål samt forudgående betænkninger” fra del II.
Bogens anvisning på, hvordan lovfortolkning bør tilgås, kommer til at fylde i det praktiske retsliv i by- og landsretterne, og bør derfor interessere alle med professionelle opgaver i retssalene. Det gælder også ved retssagsprøverne.
Karakterniveauet i strafferet på KU faldt angiveligt, da Stephan Hurwitzs Strafferet, alm. del, udkom først i 1950’erne, fordi den var så velskrevet, at de studerende troede, at de havde forstået stoffet efter en gennemlæsning henslængt på divanen. Med det i mente vil jeg snart selv tage mig tid til at genlæse bogen.
Anbefalingen findes også på advokat René Offersens LinkedIn-profil.
