Advokat, dr. jur. Jonas Christoffersen og advokat René Offersen forsvarer i en kronik i Berlingske værdien af menneskerettighederne og domstolen i Strasbourg mod de trivielle angreb, der på det seneste er kommet fra Rasmus Stoklund og en tidligere britisk højesteretsdommer.
“Når danske politikere kaster sig ud i en kritik af Menneskerettighedsdomstolen, er det som regel på udlændingerettens område, men vi vil – for at mane til eftertænksomhed – fremdrage to af vores aktuelle advokatopdrag, hvor Menneskerettighedskonventionen og praksis fra Strasbourg har været af stor betydning, fordi menneskerettighederne har hjulpet de danske domstole med at beskytte enkeltpersoners retssikkerhed ved at trække grænserne over for anklagemyndigheden.”
Ved forkyndelsen af anklageskriftet (mod Claus Hjort Frederiksen) sagde advokat René Offersen om paragraf 109 til Berlingske: “Vi kommer til at stå på en brakmark, netop fordi der er så lidt praksis. Det kan godt komme til at virke lidt utrygt, når der bliver hevet paragraffer frem, der stort set ikke har været brugt i nyere tid.” Og fortsatte: “Det vil sige, at domstolene skal virke for og er forpligtet til at inddrage Menneskerettighedsdomstolens praksis. Alt det, vi ikke har om paragraf 109, har vi til gengæld om artikel 10.” Rubrikken på Berlingskes forside lød: “Hjort vil bruge konvention til at blive frikendt i historisk straffesag.”
“I 2011 fastslog Østre Landsret, at der er så udbredte og straffri overgreb i Indien, at Niels Holck ikke kunne udleveres til Indien. Derefter lagde Indien igennem flere år et voldsomt politisk pres på Danmark. Presset blev opretholdt, indtil Danmark og Indien kom overens om, at man skulle gøre endnu et forsøg på at få Niels Holck udleveret. Rigsadvokaten brugte derefter mere end seks år på at finde en løsning med Indien, men for få uger siden gik en enlig dommer ved Retten i Hillerød op mod det politiske pres. Hun fastslog med fodfæste i Menneskerettighedsdomstolens praksis, at hun ikke kunne formulere vilkår, der kunne garantere for Niels Holcks sikkerhed i Indien. Det var Menneskerettighedsdomstolens praksis, der rullede tæppet ud og gav landsretten i 2011 og byretten i 2024 fast grund under fødderne.”
Hele kronikken kan læses her