Danske Advokatet var 30. september 2026 vært ved en konference for Folketingets Retsudvalg på Christiansborg.
Hovedtaleren var Højesterets præsident Jens Peter Christensen, der talte om tredelingen af magten med fokus på Højesteret og domstolenes rolle.
Advokat René Offersen holdt oplæg om advokaters rolle i retsstaten. Han er medlem af Danske Advokaters Retssikkerhedsudvalg.
Advokaterne Mads Pramming og Lone Brandenborg talt om henholdsvis socialsager og familiesager.
René Offersens talepapir gengives her:
Jeg skal belyse advokatens rolle i retsstaten. Mine bemærkninger anslås til 20 minutter, hvorefter der er rum til lidt debat.
Jeg går bogstaveligt til opgaven og siger derfor først lidt om, hvad en advokat egentlig er.
Det gør jeg med afsæt i de advokatetiske regler, der er skrevne regler fastsat af Advokatrådet. De implementerer og udfylder Advokatnævnets praksis om advokaters etik.
Fra reglernes § 3 tre principielle udsagn om advokaters pligter:
Et. Advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret.
To. Advokaten skal aktivt varetage og forsvare sin klients rettigheder og friheder samt være klientens rådgiver.
Tre. Ved sin repræsentation af klienten skal advokaten iagttage fortrolighed samt bevare sin uafhængighed og integritet, herunder i forhold til staten.
Mange af os sammenfatter advokatens rolle til at være klientens våbendrager.
Retsstaten: Ifølge Danmarks Nationalleksikon stammer udtrykket retsstat fra de borgerlige frihedsrevolutioner i 1800-tallet.
Retsstatstanken har to karakteristika.
For det første: Retsstaten styres af generel lovgivning, gennemført af folkevalgte.
Advokater deltager ikke i lovgivningsprocessen i vores hovedrolle som klientens våbendrager. Det kunne vi have gjort, f.eks. varetager advokater i Washington i udpræget grad opgaver som lobbyister.
Vi deltager imidlertid i lovgivningsprocessen i biroller som samfundsborgere og ikke mindst som medlemmer af danske og internationale advokatfællesskaber.
Det væsentligste er, at advokater bidrager til den demokratiske lovproces gennem Danske Advokaters og Advokatrådets høringssvar til lovforslag og ved udpegning af advokater til lovforberedende udvalg.
Det kan lyde selvrosende, men høringssvarene er nu engang produktet af advokaters frivillige, ulønnede indsats udført for at belyse lovforslags betydning for retssikkerheden og dermed samfundsinteressen i god lovgivning.
Høringssvarene er altid resultatet af flere advokaters arbejde ud fra en retssikkerhedsmæssig tilgang.
Retssikkerhed er i sin kerne upolitisk. Den handler om grundlæggende retlige værdier som klarhed og proportionalitet.
To aktuelle lovgivningsområder, hvor Retsudvalget kan forvente engagement fra os advokater:
Et: Trives retssikkerheden i krigens skygge?
To: Forvaltningsdomstol, ja eller nej?
Spørgsmålet om krigens skygge sigter til interessen for beskyttelsen af borgernes retssikkerhed i den anerkendte nødvendige lovgivning, der i denne tid gennemføres af hensyn til vores sikkerhed.
Konkret eksempel. Sidste år vedtoges loven om projekter med væsentlige nationale forsvarsformål, der giver historisk vidtgående bemyndigelse til ministre til at fravige anden lovgivning til skade for borgerne. Retssikkerhedsmæssigt er loven en abnormitet og i lodret karambolage med Montesquieus magtfordelingslære.
Alt i loven går ud på at forringe borgernes retsstilling på et retssikkerhedsmæssigt væsentligt område, nemlig beskyttelsen af borgernes ejendom.
Advokatorganisationerne tilbød i høringssvar og ved fremmøde for forsvarsudvalget alternativer til de mest vidtgående retssikkerhedsmæssige forringelser. Dog uden effekt, eller oplevelse af større interesse. Heller ikke fra oppositionen.
Forsvarsudvalget er vist til krudt og kugler fremfor finesse.
Vi vil fortsat have blikket mod, hvad der sker i krigens skygge. Det bør Retsudvalget også have.
Forvaltningsdomstole, ja eller nej?
Alle advokater er vist enige i, at især staten, for ofte og for let får ret ved domstolene, og at det kalder på ændringer. Manglende equality of arms (våben-lighedsprincippet) er et af problemerne, men langt fra det eneste.
Om svaret er forvaltningsdomstole, er der større tvivl. LA’s bemærkninger til folketingsbeslutningen vil næppe påvirke ret mange advokater. Forslaget præsenteres nærmest som en generel løsning på et konkret problem. Om sociale sager.
Det er godt, at der nedsættes en ekspertgruppe. Problemernes størrelse kræver både faglig indsigt og politisk handlekraft.
Nu retsstatens andet karakteristika:
Borgerne har frihedsrettigheder, mindretalsinteresser beskyttes, og domstolene er uafhængige af den udøvende magt. I retsstaten er der lighed for loven, korruption og nepotisme bekæmpes, og forvaltningen udøves efter legalitetsprincippet.
Her spiller advokaterne som klientens våbendrager en hovedrolle.
Som bekendt indeholder grundloven stort set ingen frihedsrettigheder af betydning for det praktiske retsliv og dermed for borgernes retssikkerhed.
Frihedsrettighedernes liv består faktisk primært af det kunstige liv, der pustes i dem i årets grundlovstaler.
Heldigvis har borgerne EMRK, der spiller en endog betydelig rolle i både administrative processer og i retssalene.
Hvis en borgers frihedsrettighed gås for nær, forudsætter adgang til retfærdighed for langt de fleste borgere advokatbistand til at forelægge og argumentere sin sag.
Det er advokaterne, der udgør forbindelsesleddet mellem borgerne på ene side og på den anden side myndighederne, når der er tale om komplicerede administrative sager eller domstolssager.
Billedligt talt er det advokaterne, der bærer borgernes sag op ad byrettens trapper. Det gælder ikke kun de sjældne sager om frihedsrettighederne, det gælder også for almindelige tvister.
Som sagt kræver retsstaten, at domstolene er uafhængige, og at der gælder lighed for loven. Disse to værdier vil jeg belyse ved to sager, som jeg selv har medvirket i.
Da Ahmed Samsam blev fængslet i Spanien for at have ladet sig integrere i en forløber til Islamisk Stat, var han 24 år. Det med Islamisk Stat tror jeg ikke en døjt på, men sand er det, at Samsam ved fængslingen havde et uskønt generalieblad. Han var gået ind og ud af fængsler, siden han var teenager.
Da han i 2024 blev løsladt efter seks års afsoning af den spanske højesterets dom, var Samsam fra sin celle i fængslet nået helt til den danske højesteret med sit civile søgsmål mod efterretningstjenesterne.
De påberåbte sig grundlæggende sikkerhedsmæssige interesser for ikke at af- eller bekræfte hans agentpåstand.
Det er da et formidabelt vidnesbyrd på domstolenes uafhængighed af den udøvende magt, at en borger som Samsam kunne forlade Højesteret med en knusende 7-0 sejr.
Jeg vil bruge sagen til at vise, hvad advokatarbejde er.
Advokater gør ikke sort til hvidt, sager vindes sjældent i det afsluttende procedureindlæg. Advokatens største betydning findes andre steder.
Samsams første advokat var Thomas Brædder.
Dengang sad Samsam isoleret i et spansk fængsel, og sagen var ukendt i den danske offentlighed. Brædder udførte betydeligt arbejde med et stævningsudkast, der fik efterretningstjenesterne til forhandlingsmøde, hvorefter han medvirkede i hele 13 møder med tjenesterne på direktionsniveau.
Brædders advokatoriske indsats i denne tidlige fase på særdeles svære og forretningsmæssigt mildest talt pauvre vilkår sikrede væsentligt dokumentation til den senere bevisførelse i Højesteret. Advokaten bidrog til, at retsstaten lykkedes konkret.
Værdien ”lighed for loven” kanillustreres med rigsretssagen mod Inger Støjberg.
Som bekendt, var det Rigsrettens dom, at hun som minister havde givet en ulovlig instruks om at adskille alle asylansøgende par, hvor den ene var under 18. Det var fraværet af undtagelser, der gjorde instruksen ulovlig.
Efter Rigsrettens dom bestod den ulovlige retstilstand i mindre end halvanden måned, og der var ifølge dommen med sikkerhed blot adskilt tre par under instruksen.
Et samfund, hvor en ministers ulovlige instruks under de omstændigheder giver ubetinget fængsel, er da et samfund, hvor der gælder lighed for loven.
Rigsretssagen egner sig også til betragtninger om advokatarbejde.
En time før domsafsigelsen spurgte Politikens journalist mig til resultatet. Frifindelse svarede jeg straks. Og med hvilke dommerstemmer spurgte han så. 26-0 svarede jeg og tilføjede efter en kunstpause, at det bliver det også, hvis hun dømmes – og dog, dømmes hun, er der nok et par dissenser.
Jeg var ikke alene om den antagelse. Vi var fire forsvarere inklusiv en dr.jur. og en Ph.d.’er. Vi forventede alle frifindelse. Hvorfor gjorde vi det?
Det har selvfølgelig at gøre med, at rigsretssagen var en bevissag, men det handler også om, at det med en sag som rigsretssagen er ligesom at være med i en patrulje på en mission i krig.
Vi var den patrulje, der i det meste af 2021 var sammen om missionen som Inger Støjbergs forsvarere. Arbejdet foregik med et mindset, hvor vi alle døgnets vågne timer spekulerede på, hvad der kunne gavne Støjbergs sag. Alt i sagens dokumenter og de mange forklaringer blev anskuet på hendes præmisser.
Man forholder sig afgjort kritisk til sagens svage punkter som djævelens advokat. Men man anlægger i et og alt blikket fra samme vinkel.
Støjberg måtte ikke være i tvivl om, at alt til gunst for hende kom frem.
Det er væsentligt, at en tiltalt oplever at have fået sin sag hørt. At alle gunstige forhold er indgået i bedømmelsesgrundlaget. Det er en forudsætning for, at den dømte tager dommen til sig.
Det jeg her siger, det omfattes af britiske Lord Haywards kendte formulering fra 1924, der siden 1970 har været en fælleseuropæisk standard qua Menneskerettighedsdomstolens hyppige brug af formuleringen. I sin praksis om EMRK artikel 6 om fair rettergang:
Justice must not only be done, but must also be seen to be done
Tak for opmærksomheden.
