Tibetkommissionen, Skatteundersøgelseskommissionen og Instrukskommissionen er alle i færd med at gennemføre undersøgelser med mandat i Undersøgelseskommissionsloven. Kommissionerne ledes alle af en landsdommer. Alle berørte har ret til en bisidder, og alle, der skal afgive forklaring for undersøgelseskommissionen, anses i praksis for berørt, ensbetydende med, at der involveres et stort antal advokater, hvilket sammen med udgifterne til selve kommisssionen gør, at regningen til skatteyderne løber op i anseelige tocifrede millionbeløb. “Brugen af landsdommeres legitimitet og kommissionernes opdrag i form at retlige vurderinger betyder, at der er væsentlige retssikkerhedsmæssige værdier på spil i alle kommissioner, og det må ikke komme på tale at begrænse retten til bisidder eller dennes muligheder for interessevaretagelse, hvilket også må siges at være resultatet af den betænkning, der er afgivet med højesteretsdommer Jens Peter Christensen i spidsen”, siger René Offersen, der fortsætter:“Jeg mener, at de lavest hængende frugter findes i formuleringen af kommissionens kommisorium. Folketinget ender i sin bekymring for ikke at få enhver sten vendt med alt, alt for brede kommisorier. Disse burde gøres meget skarpere, og personkredsen omfattet af undersøgelsen burde direkte afgrænses til de øverste lag i det politiske lag og embedsværket. Lige nu er selv kontorfuldmægtige, der afgiver forklaring, under undersøgelse med deraf følgende rettigheder. Men det er jo de øverste lag, der gør, at Folketinget vil bruge formen med en undersøgelseskommission.”
offersen:christoffersen har betydelig erfaring med varetagelse af opgaver som bisiddere i undersøgelseskommissioner og har opdrag i alle verserende undersøgelser. Højesteret har bestemt, at bisiddere som udgangspunkt kan repræsentere flere berørte, hvilket i praksis er en fordel, da det giver bedre indsigt i de for kommissionen relevante problematikker.
