Højesteretsdommer i Norge Borgar Høgetveit Berg og den norske advokat Ola Ø. Nisja har suppleret deres norske fremstillinger af norsk voldgiftsret med bogen Arbitration in Norway, som advokat René Offersen har anmeldt for Voldgiftsinstituttet.
Anmeldelsen gengives her i sin helhed:
Arbitration in Norway er ikke en stereotypisk kommerciel bog skrevet primært for at tiltrække sig opdrag inden for voldgift, hvilket ellers var min første tanke, da jeg sad med bogen på 156 sider i hånden, men er en gennemarbejdet fremstilling målrettet udenlandske jurister, der har brug for selv at kunne forstå, hvad det indebærer at være involveret i voldgift i Norge, ligesom læseren også får et indtryk af norsk juridisk metode.
Det første varsel om bogens kvalitet fremgår af bogomslagets bagside. Borgar Høgetveit Berg er højesteretsdommer med en fortid som partner i Thommessen, mens Ola Ø. Nisja er leder af Wikborg Reins retssagsafdeling. Ifølge forordet er bogen skrevet samtidig med en ny udgave af forfatternes Voldgift i et nøtteskall. De varetager begge jævnligt opdrag som voldgiftsdommere i både norske og internationale voldgiftssager, hvilket er afspejlet i forfatternes disponering af stoffet.
Bogen indeholder 13 kapitler: (1) What is arbitration?, (2) A brief history of arbitration in Norway, (3) Characteristics of arbitration in Norway today, (4) The legal sources, (5) Advantages and disadvantages of arbitration, (6) Which disputes can be resolved by arbitration?, (7) The arbitration agreement, (8) The role of the ordinary courts, (9) Appointment of arbitrators, (10) The arbitral tribunal’s management of the case, (11) The tribunal’s decision, (12) Review of arbitral awards. Invalidity, og (13) Drafting arbitration clauses.
Som beskrevet i kapitel 1 gennemføres ad hoc voldgift grundlæggende på grundlag af voldgiftsloven og voldgiftsklausulen, hvor parterne i institutionel voldgift yderligere anvender de regler om voldgiftssagens behandling, der er fastsat af det valgte voldgiftsinstitut. I Norge adskiller erhvervslivets brug af voldgift sig væsentligt fra Sverige, Finland og Danmark derved, at ad hoc voldgift er den klart foretrukne form, hvorimod institutionel voldgift foretrækkes i de andre lande. Om baggrunden for den norske praksis fremgår af kapitel 3:” The two reasons are probably that ad hoc arbitration has worked very well for a very long period and the re-use of simple and straightforward arbitration clauses”.
Forfatterne anfører, at institutionel voldgift giver en mere formalistisk proces end ad hoc voldgift som følge af voldgiftsinstituttets regler. Det er selvfølgelig rigtigt, men forudberegneligheden og antallet af juridiske redskaber er til gengæld større, hvilket er af særlig værdi for udenlandske parter. Forfatterne udtrykker sig ikke negativt overfor institutionel voldgift og tager endda luften ud af argumentet om meromkostninger ved institutionel voldgift.
Jeg vover at påstå, at institutionel voldgift over tid også bliver det foretrukne i Norge. En af årsagerne er, at voldgiftsinstitutterne spiller en vigtig innovativ rolle i de nationale voldgiftsmiljøer, fordi den indbyrdes konkurrence mellem institutterne tvinger dem til vedvarende at modernisere deres regler for at tilgodese brugernes behov. Det er svært at se den nødvendige drivkraft uden institutionelle muskler.
Af kapitel 4 om retskilder fremgår det, at der er afsagt ti domme af Norges højesteret om den norske voldgiftslov af 2004, og at der yderligere fra appelinstanserne foreligger et solidt antal afgørelser. Domstolene synes at spille en større rolle for retsudviklingen på voldgiftsområdet end i Danmark.
En af forklaringerne kan være, at domstolene oftere involveres i ad hoc voldgift end i institutionel voldgift, hvor parterne næsten altid indretter sig efter voldgiftsinstituttets afgørelser om praktisk væsentlige spørgsmål som voldgiftsdommeres habilitet og sagsomkostninger. For parterne er en institutionel løsning som oftest tilstrækkelig, men i det større billede kan prisen være færre autoritative retskilder.
Den norske voldgiftslov
Den norske voldgiftslov af 2004 er ligesom den danske af 2005 baseret på UNCITRAL’s modellov. Der er derfor også meget velkendt stof i bogen for en dansk voldgiftsjurist. Hvor vi stort set ordret har implementeret modelloven, har nordmændene taget sig flere friheder, som jeg vil fokusere på i det følgende.
Det fremgår af refleksionerne i kapitel 5, at hverken voldgiftens proces eller voldgiftskendelsen er fortrolig, medmindre parterne har aftalt andet, jf. den norske voldgiftslovs § 5. Den deklaratoriske regel efter den danske voldgiftslov er den samme, da loven ligesom modelloven ikke indeholder bestemmelser om fortrolighed. Er Voldgiftsinstituttet aftalt, fremgår det imidlertid af instituttets reglers § 28, stk. 4, at voldgiftsretten kan træffe afgørelse om pålæg af fortrolighed.
Af den norske voldgiftslovs § 13, stk.2, følger den særlige regel, at parterne om muligt skal udpege hele voldgiftsretten i fællesskab. Som almindelig regel skal parterne altså ikke blot hver især udpege voldgiftsdommerne, men søge enighed om hele voldgiftsretten, hvilket har til formål at styrke voldgiftsrettens uafhængighed og integritet. Det fremgår af kapitel 9, at bestemmelsen fungerer og er modtaget meget positivt i det norske voldgiftsmiljø.
Forfatterne er kritiske overfor den særlige norske opfindelse i den norske voldgiftslovs § 13, stk. 5, jf. stk. 1, der tilskrives justitsministeriet, hvorefter parterne ved aftale kan vælge en voldgiftsdommer, der ikke er upartisk. Efter den danske voldgiftslovs § 13, stk. 2, fortaber en part muligheden for at gøre indsigelse om upartiskhed gældende, hvis denne ikke er fremsat, senest 15 dage efter at en part er blevet bekendt med de oplyste forhold. Hvor Voldgiftsinstituttet er aftalt, er dette velbegrundet fraveget i instituttets reglers § 21, stk. 4, der giver formandskabet hjemmel til når som helst at smide en partisk voldgiftsdommer på porten. En upartisk voldgiftsdommer udgør stedse en trussel mod voldgiftens integritet.
Den norske voldgiftslovs § 34 giver en særlig regel om, hvordan en sag skal afgøres, hvor det ikke er muligt at opnå flertal til en afgørelse. Forfatterne konstaterer rigtig nok, at bestemmelsens ordlyd er kompliceret og forklarer derefter bestemmelsen med et illustrativt eksempel fra forarbejderne: Hvis voteringen mellem tre voldgiftsdommere fordeler sig i NOK 150.000, NOK 300.000 og NOK 500.000, er afgørelsen NOK 300.000.
For en udlænding kan det forekomme som et lidt pudsigt emne at give en særlig regel om, herunder fordi man i international voldgift bør undgå dissens, da dissens kun svækker afgørelsens autoritet uden at påvirke resultatet.
Det skal nævnes, at fremstillingen indeholder en passende mængde baggrundsoplysninger om voldgift i Norge, blandt andetomtale af resultater af spørgeundersøgelser, og at bogen som det sidste er udstyret med ganske udførlige fortegnelser over engelsksproget og skandinavisk litteratur om norsk voldgiftsret.
Sammenfattende er Arbitration in Norway en glimrende, velskrevet fremstilling, der bør anskaffes og læses i sin helhed af enhver udenlandsk voldgiftsjurist, der på den ene eller anden måde får en rolle i en voldgiftssag i Norge.
Arbitration in Norway
Borgar Høgetveit Berg og Ola Ø. Nisja
Universitetsforlaget
Pris 450 norske kroner
