nyheder : august 2024

hvalaktivisten Paul Watson forsvares af o:c

Den verdenskendte aktivist Paul Watson, der har viet sit liv til at bekæmpe hvalfangst, har valgt at blive forsvaret af advokat Jonas Christoffersen.

Paul Watson har i snart 50 år bekæmpet hvalfangst senest via Captain Paul Watson Foundation og tidligere via Sea Shephard og Greenpeace. Paul Watson har bl.a. bekæmpet Japans hvalfangst, og Japan har derfor i mange år forsøgt at bremse hans aktivisme, hvilket først er lykkedes i juli 2024, hvor Danmark anholdt Paul Watson i Nuuk, hvor han nu er tilbageholdt.

Paul Watson har valgt i Danmark at blive forsvaret af advokaterne Julie Stage, Finn Meinel og Jonas Christoffersen, der udtaler:

”Det er helt uhørt, at en politisk aktivist bliver bremset af en japansk arrestordre, netop som han er på vej til at føre kampagne mod Japans nye store hvalslagterskib. Danmark er blevet bildt ind, at Paul Watson risikerer 15 års fængsel i Japan, men han er ikke skyldig i andet end at forsvare verdenshavenes hvaler mod Japans ulovlige hvalfangst. Paul Watson burde få ridderkorset for sit virke, og han bør løslades hellere i dag end i morgen” siger advokat Jonas Christoffersen.

Paul Watsons forsvarsadvokater afventer fortsat at modtage Japans udleveringsbegæring fra Justitsministeriet og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Udleveringsprocessen indeholder følgende elementer:

– Den danske justitsminister kan nu afslutte processen eller oversende sagen til Grønlandsk Politi. I givet fald skal Grønlands Politi undersøge sagen og sende en indstilling om udlevering til justitsministeren, der træffer afgørelse om udlevering eller ej.

– Justitsministerens afgørelse om udlevering af Paul Watson kan i givet fald indbringes for Kredsretten i Grønland og ankes til Grønlands Landsret samt i sidste ende til Danmarks Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

– Paul Watson kan i princippet tilbageholdes i Nuuk under hele sagen.

seneste nyheder

december 2024

Justitsminister Peter Hummelgaard har i dag besluttet, at Paul Watson ikke udleveres til Japan. Af Justitsministeriets afgørelse fremgår blandt andet: ”4.…Ved e-mail af 22. oktober

december 2024

og kommunikation Advokaterne Jonas Christoffersen og René Offersen er blandt underviserne på Gunbak Advisory’s intensive todages program for advokater, jurister og juridiske konsulenter fra både