I international voldgift blev ad hoc voldgift tidligere valgt, men i dag har institutionel voldgift taget over med konkurrerende internationale voldgiftsinstitutter som motorer.
Ifølge Queen Mary University’s undersøgelse er ICC International Court of Arbitration globalt klart det foretrukne voldgiftsinstitut med SIAC (Singapore) og LCIA (London) som de næstfølgende. Voldgiftsinstituttet har fundet sin egen plads på og andel af det internationale marked.
International voldgift er en specialdisciplin, der udover sprogkundskaber kræver forståelse for og rutine i håndtering af kulturelle forskelle samt indsigt i de internationale spilleregler, herunder anderledes skikke og holdninger i forhold til væsentlige processuelle spørgsmål som brug af skriftlige vidneerklæringer, anvendelse af ekspertvidner, syn på hovedforhandling, digitale optagelser af vidneforklaringer, post-skriftveksling og sagsomkostningsfastsættelse. Voldgiftskendelsen skrives også anderledes i internationale voldgiftssager end efter den danske tradition.
Udover succesrig varetagelse af opdrag for C-25 selskaber som procederende advokater skal det fremhæves, at vi gerne påtager os opdrag som voldgiftsdommere i internationale voldgiftssager.
René Offersen var fra 2015-2021 udpeget som det danske medlem af ICC International Court of Arbitration. Igennem arbejdet har han opnået dyb indsigt i international voldgift og ICC Court’s proces. Han har deltaget i retsmøder i Paris, New York, Hongkong, Sao Paulo og Singapore med nogle af verdens absolut førende profiler på området. Han har desuden været medlem af internationale voldgiftsretter med hjemsted i Stockholm, Helsinki og København.
Som formand for ICC Danmarks komité om voldgift og ADR er René Offersen co-chair ved Copenhagen Arbitration Day, der tiltrækker næsten to hundrede voldgiftsprofiler fra Danmark og udlandet. Han var i en årrække medansvarlig for det internationale modul på Danske Advokaters og Norske Advokaters fælles voldgiftsdommeruddannelse, der gennemføres i Paris.